I et aktstykke fra Transportministeren fremgår det, at anlægsloven for udbygningen af Rute 54 mellem Næstved og Rønnede forventes fremsat for Folketinget i oktober 2026.
Historisk milepæl
Foreningen til Fremme af Den Sjællandske Tværmotorvej betegner meldingen som en historisk milepæl for hele Sjælland.
Det er en kæmpe sejr. Mange engagerede mennesker, ikke mindst i Næstved-området, har lagt et enormt arbejde i sagen gennem årtier. Derfor er det en meget stor dag at få bekræftet, at anlægsloven nu er på vej til Folketinget, siger foreningens formand, Rasmus Horn Langhoff.
Motorvejen mellem Næstved og Rønnede bliver den første etape af den vision om en tværgående sjællandsk motorvejsforbindelse, som foreningen arbejder for.
Siden 2021 har vi i foreningen arbejdet målrettet for ikke alene at sikre motorvejen mellem Næstved og Rønnede, men også for at få realiseret den samlede sjællandske Tværmotorvej fra Sydmotorvejen over Næstved, Slagelse og Kalundborg. Derfor er det en stor sejr, at den første etape af Tværmotorvejen nu står foran realisering. Det vil skabe bedre mobilitet, stærkere erhvervsudvikling og nye muligheder for hele Sjælland, siger Rasmus Horn Langhoff.
Foreningen peger på, at fremsættelsen af anlægsloven markerer overgangen fra planlægning til realisering af et af de vigtigste infrastrukturprojekter på Sjælland i mange år.
Hvis anlægsloven vedtages som forventet, vil projektet skabe den første motorvejsforbindelse til Næstved og samtidig understrege behovet for at få fremrykket den planlagte forundersøgelse for hele Tværmotorvejen, som foreningen arbejder for at få prioriteret i de igangværende finanslovsforhandlinger.
Om Foreningen til Fremme af Den Sjællandske Tværmotorvej
- Interesseforening der samler virksomheder, kommuner, organisationer og borgere bag arbejdet for bedre forbindelser på tværs af Sjælland.
- Arbejder for etableringen af en sjællandsk Tværmotorvej fra Kalundborg over Slagelse og Næstved til Sydmotorvejen ved Rønnede.
- Arbejder for at synliggøre de samfundsøkonomiske, erhvervsmæssige og klimamæssige gevinster ved en stærkere tværgående infrastruktur på Sjælland.
- Mere information på tværmotorvejen.dk.
Gevinster ved Den Sjællandske Tværmotorvej
-
Hurtigere og mere robust forbindelse mellem Vest- og Sydsjælland.
- Kortere rejsetider for pendlere og virksomheder.
- Bedre adgang til arbejdspladser, uddannelser og erhvervsområder.
- Styrket erhvervsudvikling og investeringsmuligheder i hele regionen.
- Aflastning af lokale vejnet og mere trafiksikre forbindelser.
- Bedre sammenhæng mellem de store byområder Kalundborg, Slagelse, Næstved og det øvrige motorvejsnet.
- Understøtter udviklingen af en mere sammenhængende sjællandsk arbejds- og erhvervsregion.
