Skip to main content
20. oktober 2025

Hvorfor ikke blive vejarbejder?

Hvordan bliver veje egentlig til? Hvad er asfalt lavet af? Og hvilke jobmuligheder findes der i vejbranchen? Svarene får eleverne i 4. klasse på Sct. Jørgens Skole i Næstved i løbet af de næste par dage.

Af: VEJ-EU | Foto: VEJ-EU
PRESSEMEDDELELSE

Verdens Vildeste Vejlappere kommer til Næstved. Det er et undervisningskoncept, der kombinerer teori og praksis, og det kan ifølge arrangørerne fra VEJ-EU også ses som et forsøg på tidlig rekruttering på et presset arbejdsmarked.

VEJ-EU efteruddanner til daglig vejbranchen, men med Verdens Vildeste Vejlappere har man valgt at gøre en indsats for at vise branchen frem for et yngre publikum, nemlig potentielle fremtidige vejbyggere.

Vi har skabt et koncept, som elever i hele landet enten allerede har prøvet eller får mulighed for at afprøve. Vi har succes med at fokusere på folkeskolens 4. klasser, hvor vi giver børnene en naturfagsoplevelse ud over det sædvanlige, fortæller udviklingskonsulent Christian Dunthorne-Bille fra VEJ-EU.

Fra teori til praksis – med asfalt under neglene

På to dage stifter eleverne bekendtskab med asfalt, vejtromler og fagfolk og får en praktisk introduktion til vejbranchen. Nu er turen kommet til Sct. Jørgens Skole i Næstved, hvor eleverne i 4. klasse får vejbygning og asfaltarbejde på skemaet i naturfag.

Vi står klar sammen med anlægsvirksomheden PEAB til to temadage ud over det sædvanlige. Fx bager vi en tre-lags kage, som illustrerer vejens opbygning med bundlag, bærelag og slidlag. De gennemfører også et eksperiment med titlen ”Hvad er stærkest – vand eller asfalt?” og ser på, hvordan vejret påvirker vejbelægninger, fortæller udviklingskonsulent Christian Dunthorne-Bille fra VEJ-EU.

VEJ-EU er uddanner medarbejdere til vejsektoren og ved godt, at manglen på arbejdskraft bliver større de kommende år. Derfor tog man initiativet til Verdens Vildeste Vejlappere for at vise de helt unge et stykke praktisk hverdagsarbejde om, hvordan cykelstier og veje bygges, planlægges og vedligeholdes.

Derudover skal eleverne selv kortlægge asfaltskader ved skolen og prøve kræfter med at reparere mindre skader med kold asfalt. Til sidst observerer de, hvordan et professionelt asfalthold lapper større huller med varm asfalt.

Vi er blevet taget rigtigt godt imod, når vi er kommet ud på skolerne. Det har været et hit, at give eleverne lov til at lappe huller i skolegården med et hold asfaltører og en vejtromle, og vi håber selvfølgelig på, at vores undervisningsforløb vil åbne nogle af elevernes øjne for erhvervsuddannelser, håndværk og byggeri, siger Christian Dunthorne-Bille.

Praktisk info

Verdens Vildeste Vejlappere afvikles den 21. og 22. oktober fra kl. 08:00 – 13:00 på Sct. Jørgens Skole i Næstved. Kom gerne forbi på dag to, onsdag den 22. oktober fra kl. 9-11, hvor eleverne lapper huller
Adresse: Sct. Jørgens Skole, Manøvej 14, 4700 Næstved.

Kontakt

Udviklingskonsulent Christian Dunthorne-Bille på telefon 2060 4832 eller mail christian@vej-eu.dk

Projektmedarbejder Ecem Erkan på telefon 3177 7139 eller mail ecem@vej-eu.dk