Hackerangreb mod supermarkeder og uddannelsesinstitutioner samt sagen om misbrug af adgangen til CPR-registeret har på det seneste trukket overskrifter. Men det er langt fra kun store virksomheder og offentlige institutioner, der er i hackernes søgelys.
Erhvervshus Sjælland er dagligt i kontakt med små og mellemstore virksomheder i regionen og oplever, at mange endnu ikke har en konkret plan for, hvordan de skal håndtere et cyberangreb, eller hvordan de skal holde virksomheden kørende, hvis deres systemer bliver sat ud af drift.
Det bekymrer Erhvervshus Sjællands forretningsudvikler, Steffen Leth Møller, der opfordrer virksomhederne til at tage deres digitale beredskab alvorligt, inden skaden sker.
For mindre virksomheder kan selv få dages nedetid betyde tabt omsætning, forsinkede leverancer og utilfredse kunder.
Man behøver ikke være en stor virksomhed for at blive ramt af et cyberangreb. Og konsekvenserne kan være alvorlige, hvis man ikke har en plan. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne ikke kun fokuserer på at forhindre angreb, men også på, hvordan de holder forretningen kørende, når det sker, siger Steffen Leth Møller, forretningsudvikler hos Erhvervshus Sjælland.
Gratis cybertjek skal gøre det lettere at komme i gang
For at hjælpe virksomhederne tilbyder Erhvervshus Sjælland et gratis kriseberedskabs- og cybertjek, hvor en forretningsudvikler på blot én til to timer hjælper virksomheden med at identificere de største risici.
Virksomheden får en kort risikoanalyse, et overblik over sit beredskab og konkrete anbefalinger til, hvor det giver bedst mening at sætte ind.
Det kan eksempelvis handle om at sikre adgangen til vigtige systemer, få overblik over virksomhedens afhængighed af leverandører eller udarbejde en plan for, hvordan driften kan fortsætte under et it-nedbrud.
Vi ved godt, at mindre virksomheder har mange andre opgaver at tage sig af i hverdagen. Derfor skal det også være overskueligt at komme i gang. Man behøver ikke løse alle problemer på én gang. Men man skal begynde et sted, og her kan vi hjælpe med at finde ud af, hvad der er vigtigst, siger Steffen Leth Møller.
Tre ting, virksomheder bør have styr på
Erhvervshus Sjælland peger på tre områder, som virksomheder med fordel kan begynde med:
-
Kortlæg virksomhedens afhængigheder: Find ud af, hvilke systemer, data og leverandører din virksomhed er mest afhængig af. Hvor vil et nedbrud gøre størst skade?
-
Lav en beredskabsplan: Aftal på forhånd, hvem der gør hvad, hvordan medarbejdere og kunder informeres, og hvordan virksomheden kan fortsætte de vigtigste opgaver.
-
Søg ekstern rådgivning: Brug ekstern sparring til at få overblik over risici og prioritere de nødvendige indsatser. Det behøver ikke begynde med en stor investering.
Virksomheder i Region Sjælland kan kontakte Erhvervshus Sjælland for gratis og uvildig sparring om cybersikkerhed og kriseberedskab.
Du kan finde flere informationer omkring tilbuddet her.
