Samarbejde mellem 12 kommuner
Næstved Kommune fungerer som fællessekretariat og planlægger og koordinerer arbejdet for de lokale treparter for Østersøen, Smålandsfarvandet og Bornholm. Processen i de 3 lokale treparter blev indledt med et fælles møde. Partnerskabet bygger videre på et tæt samarbejde mellem kommunerne omkring Smålandsfarvandet og Østersøen, og det udvides nu med gode kræfter fra Bornholm. Det fortæller Niels Hav Hermansen, Vand- og Naturchef i Næstved Kommune:”Foran os ligger et spændende år, hvor vi med god hjælp fra kommunernes medarbejdere i fællesskab skal sikre, at vi når i mål med de såkaldte omlægningsplaner. Her vil de lokale treparter komme med forslag til arealer, som er bedst egnede til at omlægge til natur og dermed mindske kvælstof- og kulstofudledningen. Vi står overfor en stor opgave, der går på tværs af kommunegrænser og de mange forskellige arealinteresser i det åbne land. Derfor samarbejder vi i kommunerne på tværs af de tre lokale treparter for at få mest muligt ud af vores fælles viden, kompetencer og ressourcer. Samtidig er det vigtigt, at vi fortsat har blik for lokale hensyn, og derfor glæder vi os over, at alle kommuner og repræsentanter tager aktivt del og engagerer sig i processen og det gode samarbejde.”
