Caroline Hendersons julekoncerter er en helt særlig oplevelse. På scenen står hun med pianist Nikolaj Hess og guitarist Gustaf Ljunggren og skaber et intimt og sanseligt rum, hvor musikken får lov at folde sig ud, og hvor julens varme træder tydeligt frem.
For mange er koncerterne, som den i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter den 10. december, blevet en fast tradition – et sted, hvor tempoet sænkes, og roen får plads. År efter år indfanger trioen den særlige magi i mødet med publikum og skaber en oplevelse, man vender tilbage til. Caroline Henderson fortæller om koncerterne:
Julen er for mig et øjeblik af nærvær og eftertanke. Når vi spiller, sker der noget helt særligt – som om tiden står stille, og musikken får lov at tale direkte til hjertet. Det er den følelse, jeg glæder mig til at dele med publikum igen.
Kendte sange og salmer
Når Caroline Hendersons vokal fylder Ny Ridehus, opstår der en intens og fortrolig forbindelse til publikum. Repertoiret tager udgangspunkt i velkendte sange og salmer fra ind- og udland, som gennem personlige fortolkninger får nyt liv. Udtrykket bevæger sig mellem det stille og det intense, og hver aften formes det i levende samspil med publikum.
Billetterne til koncerten i Næstved sælges via Grønnegades Kaserne Kulturcenters hjemmeside gkkultur.dk og på billetkontoret, der har åbent alle hverdage kl. 10.00-15.00. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe på tlf 5588 3940.
Berlingske kvitterede efter en af sidste års julekoncerter med fem stjerner:” Hun får blodet til at boble i ørerne uanset genre. Og hun gør det med charme, selvtillid og krøller i fuldt flor. Caroline Henderson er nemlig noget så sjældent som en selvudråbt diva med noget at have det i. Selv et julehit kan hun servere, som var det musikalsk Michelin på sengekanten.” ★★★★★ – Berlingske
