09. november 2026

|

Pressemeddelelse

Pølser er ikke bare pølser: "Jeg har en kæmpe passion for pølsemageri"

Næstved har sin helt egen pølsemager. Rasmus Woller Sellberg er i spidsen for Bilka Næstveds pølsemageri, og allerede nu er han godt i gang med forberedelserne frem mod jul og nytår.

Pølser er ikke bare pølser: "Jeg har en kæmpe passion for pølsemageri"
Af: Salling Group | Foto: Salling Group

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Det kræver fuld fokus og en god portion nørderi, hvis man skal være pølsemager. Det ved 34-årige Rasmus Woller Sellberg alt om. Hver eneste uge producerer han pølser, rullepølse, bacon, leverpostej og andre lækkerier til alle næstvederne i Bilka Næstved.

Passion for pølser

For otte år siden begyndte han som butiksslagterelev i det sydsjællandske varehus og er også uddannet kok. Men lige præcis pølser har altid interesseret ham.

Jeg synes, at pølsemageri er det fedeste i faget, også da jeg lærte om det på uddannelsen – jeg har en kæmpe passion for pølsemageri. Det er nørderiet i produktionen, som driver mig. Det kræver så meget at lave produkterne både lækre og pæne, siger Rasmus Woller Sellberg, som oprindeligt stammer fra Viborg.

I løbet af en uge bliver det til rigtig mange kilo i pølsemageriet, og lige om lidt når julen banker på, ved Næstveds egen pølsemager, at det er vigtigt at have både Sjællands populære finker, medister, røget landskinke og spegepølser på hylderne. Det betyder også, at han allerede nu har sat gang i jule- og nytårsproduktionen, og han forventer at komme op på omkring 300 kilo medister i løbet af blot én uge i forbindelse med julen.

Håndværk med høj kvalitet

Og han har erfaringen med sig, for i sommer producerede han 300 kilo grillpølser på blot én dag og op mod et halvt ton i løbet af kun én uge.

Det er en helt specifik proces at lave for eksempel spegepølser. Det kræver virkelig meget nørderi, og det driver mig – det er megasjovt at nørde i alt det her, og jeg er virkelig stolt af mit håndværk. Jeg oplever også, at kunderne rigtig gerne vil have håndværk med høj kvalitet. Det er én af årsagerne til, at det er vigtigt, at vi bevarer det gode håndværk og værdsætter det, fortæller Rasmus Woller Sellberg, som har en grillpølse med karamelliseret løg, bacon og ramsløg som sin egen favorit, mens det er varehusets egen, lokale spegepølse med chili, timian og mørk øl med lakridssmag, der ligger i top.

Udover at nørde i sit fag er han også begejstret for, at han kan få lov til at være kreativ. Han havde for eksempel medindflydelse, da den lokale Næstved spegepølse blev udviklet, ligesom han har været i spidsen for den krydderiblanding, der bliver brugt til finkerne.

Det er fantastisk at være pølsemager. Det er virkelig et spændende fag, siger han.

Nøgleord
Erhverv
Event Information