I udvalget er vi meget glade for den indsats, Kontrolgruppen leverer. Det er en vigtig indsats, som er med til at sikre, at kommunale ydelser går til dem, der er berettiget til hjælp. Det kan være hårdt økonomisk for den enkelte borger, hvis borgeren, måske på grund af en fejl, uberettiget har fået udbetalt en ydelse, som så måske skal betales tilbage. Det er vigtigt for os, at skatteborgernes penge bliver brugt korrekt og på lovlig vis, siger Charlotte Roest.
Kontrolgruppens arbejde
Næstved Kommunes kontrolgruppe hører under Center for Arbejdsmarked. Kontrolgruppen arbejder med forebyggende kontrolarbejde i kommunen og samarbejder med blandt andre Center for Dagtilbud, Skole og Forebyggelse, Center for Børn og Unge samt Center for Kultur og Borgerservice. Kontrolgruppen samarbejder også med andre myndigheder som politiet, Skat, SU, Lufthavnstilsynet, Hvidvasksekretariatet, Udbetaling Danmark og Den fælles Dataenhed. Gruppen undersøger de oplysninger, der for eksempel kommer ind via anmeldelser, interne henvendelser samt oplysninger fra andre myndigheder. Arbejdet består blandt andet i at undersøge følgende:- Hvilke ydelser borgere modtager
- Borgeres bopælsforhold
- Hvad borgere har af indkomst
- Om borgere har været udrejst
- Borgernes skatteoplysninger
- Eventuelle oplysninger fra diverse sociale medier
